Referat generalforsamling 2022

Referat fra generalforsamling

 Søndag d.  27. marts 2022 

1. Valg af dirigent

Bestyrelsen foreslog Hanne, have 46 som modtog valget.

Hanne konstaterede at generalforsamlingen var indkaldt i tide, og der var 29 stemmeberettigede til stede samt 5 fuldmagter.

2. Valg af referent

Aase, have 18 blev valgt.

3. Valg af stemmetællere

Kim, have 22 samt Charlotte, have 11 blev valgt.

4. Formandens beretning

Tonny fremlagde bestyrelsens beretning for 2021.

Beretningen er vedhæftet referatet.

5. Fremlæggelse af regnskab

Regnskab og balance har været fremsendt til alle havelejere, så Aase spurgte om der var spørgsmål til regnskabet.

Iben, have 19 stillede spørgsmål til hvor indtægten fra gebyrer for manglende deltagelse i de fælles arbejdsdage fremgik, og hvad indtægten skulle bruges til.

Aase svarede at der er en post i regnskabet under ”Indtægter” der hedder ”Gebyr arbejdsdage”, som godt nok har været i nul de sidste par år pga corona, men som vil blive opkrævet på næste års haveleje hvis man ikke deltager i år.

Pengene går ind i regnskabet og bruges til hjælp til udgifter på de fælles arbejdsdage.

Der var ikke flere spørgsmål fra salen, så regnskabet blev godkendt.

6. Valg af bestyrelse 2022

Formand: Tonny, have 18 blev genvalgt

Bestyrelsesmedlem: Susanne, have 35 blev genvalgt

1. suppleant for 1 år: Klaus, have 35 blev genvalgt                  

2. suppleant for 1 år: Kim, have 22 blev genvalgt

Revisor for 2 år: Henrik, have 1 blev genvalgt      

Revisor suppleant for 1 år: Hanne, have 46 blev valgt

7. Orientering om status for ny lokalplan og evt. åbne sager

A: Bestyrelsen vil kort redegøre for status vedr. processen for ny lokalplan

Tonny fortalte om bestyrelsens møde med byplanlægger Nanna fra kommunen, hvor hun fortalte bestyrelsen om de planer administrationen har for den nye lokalplan for Lærkehøjen.

Nanna mener at lokalplanen kan sendes til politikerne efter sommerferien, hvor den herefter vil komme i høring. Bestyrelsen vil følge arbejdet tæt, og Nanna har lovet at give besked til Tonny når der er nyt i sagen.

Bestyrelsen vil især gøre indsigelser til at eventuelle overdækkede terrasser kommer til at tælle med i det samlede tilladte bebyggede m2, som der lægges op til fra administrationen.

B: Åbne sager (1+2)

1. Tonny fortalte at have 43, er blevet opsagt, da de ikke længere opfylder foreningens vedtægter til at være havelejer. Haven/huset er sat til salg, og skal være fjernet inden 1. juni 2022, da det ellers tilfalder haveforeningen. Bestyrelsen er i god dialog med lejer i have 43.

2. Aase fremlagde forløbet i sagen vedr. handicapparkeringsplads ved have 9, som er nævnt i foreningens referater første gang i august 2021. Have 9´s lejer har antaget en advokat til dialogen med bestyrelsen, og indhold af disse breve samt bestyrelsens svar blev kort resumeret til salen.

Der var enighed i salen om at bestyrelsen havde håndteret sagen sobert og korrekt, - dog var der snak fra enkelte om at bestyrelsen måske bare burde have givet den tilladelse til parkering på stikvejen, men dette blev afvist fra bestyrelsen med den begrundelse der allerede er givet til have 9, - at bestyrelsen ikke indgår særaftaler med enkelte havelejere. Dette var der stor tilslutning til fra salen.

Fra salen blev der også udtrykt stor utilfredshed med den stigende tendens til at eventuelle uenigheder ender med advokatsager, hvilket ikke burde være nødvendigt, og at ”truslen” fra have 9 med TV2 og Dansk Handicap Forbund er urimelig.

8. Forslag fra bestyrelsen

A: Renovering af p-plads

Bestyrelsen havde fremsat forslag om budget på kr. 13.700 til renovering af parkeringspladsen.

Hanne, have 46 har efterfølgende stillet forslag (punkt 8D) om at der bliver lagt sten eller skærver på parkeringspladsen så renoveringen holder længere med et max. budget på kr. 30.000 inkl. bestyrelsens forslag.

Begge forslag blev godkendt med et budget på kr. 30.000

B: Betalingsløsning til varmt vand

Tonny orienterede om forslaget om en ny betalingsløsning til varmt vand i fælleshuset, da det system vi har i øjeblikket, er udgået således at der ikke kan fås reservedele eller nye kort til det.

Dele fra det gamle system kan muligvis bruges til et nyt, så prisen bliver under det fremsatte forslag på kr. 21.550, men det skal lige undersøges først.

Der ligger en udgift på ca. kr. 1000 om året til abonnement af betalingsløsningen på det nye system.

Forslaget om nyt system til varmt vand blev godkendt.

Indkomne forslag fra havelejere

C: Tillæg til forslag betalingsanlæg fra Hanne, have 46

Hanne havde stilet forslag om at alle indehavere af vandkort blev opkrævet et årligt gebyr på kr. 100, men efter lidt snak om betaling og fællesskabet, samt det ekstra arbejde det ville påføre kassereren, trak Hanne forslaget.

D: Tillæg til forslag p-plads fra Hanne, have 46

Godkendt sammen med bestyrelsens forslag (punkt 8A)

E: Forslag om kabelskabe fra Hanne, have 46

Forslag om udskiftning af foreningens 10 kabelskabe i træ til metalskabe blev godkendt.

Budget på ca kr. 3.000 til 5.000 pr. skab.

F: Forslag om ændring af vinterlås på kæden fra Iben, have 19

Iben havde stillet forslag om at perioden for vinterlås på kæden blev ændret til 1. november til 1. marts i stedet for nuværende 1.november til 1. april.

Forslaget blev godkendt.

Der blev opfordret at alle havelejere husker at stå ud af bilen og sætte kæden på når man er kørt ind i haven, så man ikke bare kører ind og tænker ”jeg skal bare lige ned og hente noget i haven, så jeg lader kæden være til jeg kommer tilbage”.

Kæden skal sættes på ved hver ind- og udkørsel.

9. Fremlæggelse af budget 2022

Budgettet blev kort gennemgået, og derefter godkendt.

10. Valg af rengøringsfolk: Jan, have 47 blev genvalgt

11. Valg af Flagmand: Kim, have 22 blev valgt  

12. Valg af Vandmand: Michael, have 45 blev genvalgt

13. Valg af Havemand: Johnny, have 15 blev valgt

14. Valg af El-ansvarlig: Jesper, have 23 blev genvalgt

15. Valg af Festudvalg: Susanne og Klaus, have 35 genopstillede ikke til valget, og der var desværre ingen på generalforsamlingen der opstillede, så der pt ikke noget festudvalg.

Hvis der er havelejere der har lyst til at stille op til festudvalget til at arrangere foreningens sommerfest, må de meget gerne kontakte bestyrelsen. Hvis ingen opstiller, må sommerfesten aflyses i år.

Eventuelt

Der er åbnet for toiletterne i fælleshuset og for vand i standerne.